Der er nogle sætninger, der får blodet til at fryse til is. Ord, vi aldrig glemmer. For mig gav de genklang mindre end to dage efter min søns begravelse, i det hus hvor jeg havde opdraget ham. I det øjeblik forstod jeg, at sorg ikke ville være den eneste prøvelse, man skulle gennemgå.
At miste sit barn, så sit sted
Mit navn er Marie, jeg er 65 år gammel og jeg er enke. Jeg har længe troet, at det at overleve sit barn var den ultimative smerte. Jeg tog fejl.
Min søn Julien døde pludseligt. Huset tømtes pludselig, som om luften selv var forsvundet. Efter begravelsen var alt stille, tungt, uvirkeligt. Jeg troede, jeg havde brug for tid. Jeg havde ikke en.
